At åbne en østers

At åbne en østers kan være en udfordring. Det kræver håndelag og fornemmelse for hvordan det skal gøres.

Derfor afholdes der også mesterskaber i østersåbning. Her forsøger velestimerede kokke at åbne så mange østers som muligt på kortest mulig tid. I Frankrig afholdes der nationale mesterskaber, hvor der skal åbnes 100 østers på tid. Vindertiden ligger almindeligvis på mellem fem og seks minutter.

Så hurtigt er det de færreste beskåret at kunne åbne østers, men de fleste kan lære teknikken, hvis de prøver sig lidt frem.

For at åbne en østers har man først og fremmest brug for en østerskniv og et viskestykke. Østerskniven skal bruges til at vrikke østersens øverste skal løs, mens viskestykke skal bruges at at holde østersen fast. Samtidigt skal viskestykket beskytte mod hånden mod østerskniven.

Tag et godt greb om østersen med viskestykket. Sørg for at hånden som holder østeren er dækket af viskestykket. Den flade side af østersen skal vende opad. Pres østerskniven ind mellem over- og underskallen i den spidse ende af østersen. I spidsen af østersen er der et lille indvendigt  'hængsel',  som østersen åbner og lukker sig med. 

Får du rigtig fat åbnes hængslet med et lille 'plop' og østersen er lige til at åbne. Ellers vrid forsigtigt fra side til side, indtil skallerne begynder at løsne sig fra hinanden.

Når kniven er kommet ind imellem de to skaller føres den forsigtigt ned langs kanten af østeren. Hvis den øverste og nederste del sidder godt sammen kan det godt være nødvendigt at bruge kræfter.

Skil skallerne ad og løs den øverste del fra den underste. Fjern eventuelle rester af skaller fra østersen og skær østersen fri i bunden. Hæld væden fra.

Vend eventuelt østersen i skallen så østersens 'indre' skjules. Så kommer den pæne side af østersen til at være synlig.

Ikke alle østers er lige nemme at åbne. Det kommer an på typen. Stillehavsøsteren - den dybe østers - er klart nemmere at åbne end limfjordsøsteren - den flade østers. Den sidste skal man ikke starte med, når ens første østers skal åbnes. Så mister man bare modet!

 

Se hvordan en østers åbnes på video.

 

Østers brands - Gillardeau, Perle Blanche og Venø

Østers klassifikationer - 'Fine de claire', 'Label Rouge'

Østers størrelse

Sæson for østers